GRAVID

Er du gravid, bør du kontakte din læge for at aftale en tid til en graviditetskonsultation gerne allerede når du er 6-8 uger henne i graviditeten. Herunder kan du læse om graviditet og hvilke undersøgelser der er hos din egen læge.

De første tegn på graviditet:

  • menstruationen udebliver eller er formindsket
  • kvalme – især om morgenen
  • brysterne vokser og bliver ømme
  • generel træthed

Tilbud om graviditetsundersøgelser

Der er 3 graviditetsundersøgelser hos din egen læge og den første ligger, hvor du er omkring 6-8 uger henne i graviditeten. Terminsdatoen er den dato, du forventes at føde, og den fastsættes ud fra den første dag i din sidste menstruation og 40 uger frem. Det er normalt at føde 3 uger før til 2 uger efter terminen. Du kan benytte nedenstående beregner til at se hvor langt du er henne i graviditeten.

BEREGN DIN TERMIN

Formålet med konsultationerne er at rådgive dig og følge graviditetens udvikling, så du forbliver sund gennem hele graviditeten, og barnet får de bedste muligheder for at blive født sundt og levedygtigt. 

Uge 6-10:
Første besøg hos praktiserende læge.
I laver sammen en vandrejournal, hvor det videre undersøgelsesforløb og fødested aftales. Lægen vil notere din terminsdato i systemet, så du fremover vil få tilsendt den nødvendige information i god tid, og du vil blive vejet, få målt puls og blodtryk samt undersøgt din urin for bakterier. Du får taget en blodprøve der angiver din blodtype og screener som rutine for HIV, Hepatitis B og Syfilis. Du vil blive informeret om det videre forløb hos jordemoder og hvis du ønsker det, hvordan du bestiller tid til fosterdiagnostik.

Uge 25:
Andet besøg hos praktiserende læge. Ved denne undersøgelse kontrolleres både dit og barnets helbred. Du får målt blodtryk, der lyttes til barnets hjertelyd og din urin kontrolleres for bakterier og protein. Kvinder med Blodtype Rhesus negativ skal have taget ny blodprøve for at kontrollere hvilken blodtype barnet har. Er barnet Rhesus positiv anbefales at moderen får anti-D immunoglobulin for at undgå rhesus immunisering i graviditeten.

Uge 32:
Tredje besøg hos praktiserende læge. Igen kontrolleres både dit og barnets helbred. Du får målt blodtryk, der lyttes til barnets hjertelyd og din urin kontrolleres for bakterier og protein. Eventuelle problemstilinger vedrørende fødsel vurderes.

RELEVANTE LINKS:

INFORMATION TIL GRAVIDE - SUNDHEDSSTYRELSEN
GRAVIDITET - PATIENTHÅNDBOGEN

Patientportal - RECEPTFORNYELSE, TIDSBESTILLING OG E-KONSULTATION